Brabrand – B.93 3-2 (0-2)
0-1 Bashkim Kadrii (22')
0-2 Bashkim Kadrii (31')
1-2 Martin Laustsen (50')
2-2 Martin Laustsen (59')
3-2 Martin Jungbloot (60')
2. oprykningskamp
Brabrand Stadion, lørdag den 20. juni 2009
Brabrand rykker op i 1. division med samlet score på 3-2 efter to kampe mod B.93
Sjældent har der været så stille i et omklædningsrum som i B.93's efter kampen i Brabrand. Så godt spillede holdet i 1. halvleg, så tæt var vi på, at det skulle lykkes, da vi førte 2-0 ved pausen, og så glippede det alligevel på grund af 15 elendige minutter i starten af 2. halvleg.
Sportschef Erling Bøje betegnede ved afrejsen fra København kampen som den vigtigste for B.93, siden klubben i 1998 sikrede sig oprykning til superligaen med en sejr på 4-1 over Hvidovre. Og han følte sig overbevist om, at det her gode hold, som har vist så meget godt spil i denne sæson, også ville kunne sikre oprykningen i Brabrand. Hvis holdet scorede, ville uafgjort være nok efter 0-0-kampen på Østerbro Stadion i onsdags.
Men sådan skulle det ikke gå.
Brabrand startede godt og mere offensivt end på Østerbro Stadion og havde en pæn chance efter de første minutter. Men langsomt fik B.93 tag i spillet, og så begyndte kombinationerne at køre frem ad banen. Jan Isaksen havde et godt forsøg med et fladt skud, som gik 10 cm ved siden af den ene stolpe. Men efter 22 minutter fik B.93 bonus af det gode spil, da Bashkim Kadrii scorede.
Emil Dyre og Rang Shawkat havde fået godt fat i spillet i højre side og efter 31 minutter snød Dyre tre mand og sendte et indlæg helt over i modsatte side af feltet, hvor Bashkim Kadrii kom drønende og helflugtede bolden i nettet. Et flot mål.
Og så sad B.93 på det meste i resten af halvlegen. Bolden blev kørt rundt i fine kombinationer, og selv om Brabrand havde en chance mod slutningen af halvlegen, var stemningen fin hos de mange tilrejsende tilskuere fra B.93.
Der var ingen, der sagde, at den var hjemme i pausen, men der var mange, der troede på det. For B.93 havde Brabrand nede i sækken. Hvad der så skete i pausen og ikke mindst efter pausen vil være et af de spørgsmål, der vil blive diskuteret i den gamle klub i mange år fremover. I hvert fald kom B.93 helt forkert ud til 2. halvleg.
Brabrand havde derimod besluttet at spille deres chance. De vidste, at de skulle score tre mål for at rykke op, og det klarede de på 15 minutter. Østjyderne var langt mere aggressive fra anden halvlegs start, og da B.93 målmand ikke fik fat i bolden ved et højt indlæg, så bolden røg ned i hovedet på Brabrands topscorer Martin Laustsen og derfra hoppede stille og roligt i mål, fik østjyderne ny tro på fremtiden. Omvendt så B.93'erne ud til at få gummiben i et kvarters tid.
Brabrand satte tryk på og rykkede frem med fine angreb i deres venstre side. Efter 14 minutter scorede Martin Laustsen igen, og så fik både spillere og tilskuere for alvor troen på oprykning tilbage. Og blot et minut senere havde Brabrand bragt sig foran 3-2. 15 af de mest frygtelige minutter i B.93's historie.
Brabrand var nu i den position, hvor B.93 bare ikke ønskede, at de skulle være. Brabrand skulle nu med deres solide defensiv forsvare føringen. De rystede spillere fra Østerbro fik langsomt spillet sig tilbage i kampen og kom til at dominere igen, men det var ikke med samme flydende spil som i første halvleg. Brabrand var derimod giftige på deres kontraangreb.
Minutterne gik, og de gik alt for hurtigt. Mod slutningen kastede B.93 alle mand frem for at få det mål, der ville give oprykning, og det var tæt på. Mads Ibenfeldt var tæt på med et hovedstød efter hjørne. Bolden passerede Brabrands målmand men blev næsten på stregen reddet af en Brabrandspiller.
Til sidst gik også målmand Jakob Thomsen med frem, men ind ville bolden ikke. Årets vigtigste kamp sluttede med det mest skuffende resultat. Så meget har spillere, trænere og ledere arbejdet i årets løb, og så glippede det alligevel til sidst. Skuffelsen var monumental. Forude venter nu opgaven med at komme tilbage i sporet, så B.93 i næste sæson igen kan være med, hvor det sker. For den gamle klub skal tilbage til toppen af dansk fodbold.
Set med objektive briller var det faktisk en fantastisk fodboldkamp. Med mange tilskuere, flot spil, en flot fight og fantastisk comeback af Brabrand-spillerne, der virkelig spillede deres chance, da det gjaldt og med intens spænding i 90 minutter.
Brabrand spillede også sidste år oprykningskamp, som holdet tabte til FC Amager, så århusianerne kender og forstår den skuffelse, som B.93 rejste hjem med.
Tak til Brabrand for to gode oprykningskampe, der sluttede en flot sæson for begge hold af. Tillykke til Brabrand med oprykningen.
Om lidt starter en ny sæson igen for B.93. Klubben siger tak til alle, der var med til at støtte holdet og klubben i den forløbne sæson. Vi håber, at mange vil være med til at tage fat på arbejdet igen og være med til at gøre den kommende sæson til en succes både på og udenfor banen. Vi har brug for alle gode kræfter.
Holdet på banen
Jacob Thomsen
Rang Shawkat
Mark Strøm (anfører)
Mads Ibenfeldt
Emil Farver
Emil Dyre
Dragan Bakovic (ud 77')
Thomas Høgh
Bashkim Kadrii
Bashkim Ziberi (ud 65')
Jan Isaksen (ud 70')
På bænken
Olcay Senoglu (ind 65')
Henrik Lyngsø Olsen (ind 70')
Casper Abildgaard (ind 77')
Ref: HD